Monday evening around 11 pm I was sitting in the living room and watch TV , my husband was in the scrap room watching another program. Suddenly I hear him call my name and the call sounded desperately and I at once knew something was totally wrong. I ran into the room and found him laying on the floor, his hole body was shacking in cramp. I call his name but I couldn’t get in contact with him so I ran out to the phone and call 911 ( think it that number “over there”) and aske for an ambulance. Then I pick up me cell phone and ran into the scrap room again and call from there. My husband was still in cramp and it was so scary to watch, at that moment I really thought he was going to die. The man from the alarm central was very nice and helpful. After about 5 minutes the cramp in his body stopped but my husband was still unconscious. It took the ambulance about 20 minutes to get her and it was the longest minutes in my life. Just sitting there, not able to get in contact whit my husband and se him laying there in pain , not able to do anything to help him other that making sure he was breathing.
Just as the ambulance came and the doctor walked in the room my husband kind of waked up. They took him to the hospital and I called my parent in law to come and stay whit my daughter, so I could go to the hospital to stay with my husband.
Lucky me my daughter was asleep the hole time and didn’t se anything. She didn’t wake up until the next morning and I’m so glad she didn’t have that experience to she her father like I did.
It´s been the worst night in my live and I’m still in some kind of chock……well my husband is okay now, he is home again. In the hospital they did a lot of test but everything it okay and they don’t know why this happened or what cost it. He is now waiting to get a MR scan of his head and his not allowed to drive his car the next 3 month which mean he can’t go to work because we live out in the country and he need to drive to get to work. But right now that our is our least worry.
Right now I’m just glad his is home again and feel alright, then we must wait and se the result of the scan.
Jeg deler dette indlæg med jer, fordi jeg bliver nød til at få oplevelsen ud af mit sind, så det er nærmest terapi.
Mandag aften omkring kl. 23 sad jeg og så tv, mens min mand Anders var inde i scrap værelset ved siden af. Pludselig høre jeg han råber mit navn. Råbet lød desperat og helt forker , så jeg vidste straks ,at noget var helt glat og løb derind. Derinde finder jeg ham liggende på gulvet, hele hans krop ryster i kramper, hans vender det hvide ud af øjnene og har fråde om munden. Jeg kalder på ham ,men kan slet ikke komme i kontakt med ham, løber ind i stuen igen og ringer 112. Manden fra alarm centrale vil jo selvfølgelig vide om han trækker vejret, og jeg fortæller ham ,at det kan jeg ikke se, da jeg jo står i et andet rum. Jeg løber derind igen, konstatere Anders stadigvæk er i krampe men trækker vejret, løber ind til telefonen igen fortælle det, siger jeg bliver nødt til at være i rummet hos ham, løber derind igen ,snupper min mobiltelefon på vejen og ringer op fra den, så jeg kan tale med alarmcentrale og samtidig med jeg kan holde øje med min mand. De fortælle mig ambulancen er på vej men det tager ca. 15 minutter igen ( lige det er det sq noget lort at bo på landet) min mand er i krampe i ca. 5 minutter hvorefter de heldigvis holde op, men han er stadigvæk i en form for bevidstløs tilstand. Anders kigger ind imellem op på mig med et meget uhyggeligt og skræmt for vidt og sans blik, men jeg kan slet ikke komme i kontakt med ham. Jeg får lagt ham på siden og kan se han krop slapper mere af. Imens alt det her forgår fare hunden rundt omkring os, total forvirret ,det stakkels kræ , signe sover heldigvis. Manden fra alarmcentralen beder mig tænde udendørslampen ,hvilket jeg gør og i det samme går strømmen i halvdelen af huset, heldigvis ikke der hvor min mand ligger. Endelig kan jeg høre ambulancen og løber ned på vejen for at vise hvor det er, da der intet gadelys er på vores vej. Hund løber selvfølgelig ud i haven efter mig, gør vildt ,hvilket får ambulancefolkene til at bede mig lukke ham ind, inden de kan gå ind. Men det er sq sin sag at fange en desperat hund i mørket ,når man selv nærmest er i chok, men ind kom ham da. Lige som de træder ind i rummet hos min mand, vågner han ligesom op og ser selvfølgelig meget desorienteret og forbavset ud.
Jeg får ringet til mine sviger forældre, så de kan komme og være hos signe, som heldigvis stadigvæk sover, så jeg kan tage på hospitalet med Anders.
Det var simpelthen den mest uhyggelig og skræmmende oplevelse jeg nogensiden har haft. De 20 minutter der gik fra jeg ringede 112 til ambulancen kom ,var de længste i mit liv. Det var så uhyggeligt og skræmmende at sidde der og se min mand lide, ikke vide om han er ved at død og intet kunne gøre for at hjælpe ham, udover det jeg gjorde.
I dag er Anders hjemme igen, har det helt normalt, er selvfølgelig ligesom jeg lidt chokeret. På sygehuset tog de en masse prøver, som alle intet unormalt viste. De kan ikke fortælle hvorfor eller hvad der var årsagen. Lige nu venter vi på at få en indkaldelse til MR scanning, hvilket sandsynligvis først sker i starten af næste uge. Han må ikke køre bil de næste 3 måneder, men må gerne arbejde. Det får han dog svært ved, da vi bor på landet og han som håndværker med skiftende arbejdssteder er afhængig af sin bil. Det er nu min mindste bekymring lige nu. Nu må vi bare tage en dag af gangen og venter på resultatet af scanningen.
In all this madness I discovered that I won Primas April's Build-A-Page contest. I feel so honoured. Well I`m not sure that I actually get any prize because on the website et say” everyone is welcome to play along, paper packs can only be awarded to US and Canada addresses at this time.”
I think it´s prize enough in itself that they picked my layout. take a look
http://prima.typepad.com/prima/2008/04/index.html
Midt i alt det her kaos opdaget jeg i går aften, at jeg har vundet April's Build-A-Page konkurrence på primas hjemmeside. Om jeg ligefrem får en præmie tilsendt er jeg dog ikke sikker på ,da der på hjemmesiden står noget med at præmierne kun er til folk med adresse i USA og Canada. Jeg er sq stolt og det at de vælger mit layout som vinder, er for mig i sig selv præmie nok. tjek lige
http://prima.typepad.com/prima/2008/04/index.html
Thanks for stopping by.
Nå jeg løber igen og tak til dig ,hvis du endnu er med, fordi du kiggede forbi……….og på torsdag afsløres Nettis og min hemmelighed.