Today I decided to make a layout about the worst 20 minutes in my life. It´s very hard but I had to have it out of my system and I felt so much better afterwards.
Jeg har lavet mit sværeste layout i dag om de værste 20 minutter i mit liv. Det var rigtig hårdt men jeg blev nød til at få det ud af mit system.The journaling goes something like this:
I can still hear your desperate scream. Remember the scary sight, when I ran into the scrap room. There did the love of my life laying on the floor, shacking in cramps. I can still hear my own desperate scream, when I called your name. I can still feel the anxious in my body when I didn’t get an answer.
I still remember the panic running through my body, the few seconds it took to call 911. I can still hear hoe I almost cried when I asked for an ambulance.
I can still remember how scary it was to watch you laying there and I couldn’t do anything else than talking to the man from the alarm central and making sure you where breathing.
I remember how I cuddled your face and talked softly to you. I didn’t get any answer but it helped my nerves.
I remember all the thoughts running through my head, while I was waiting for the ambulance. “ where you about to die in my arms? What if Signe woke up, what was I suppose to tell here? How should I every be able to live without you?
I remember clearly how the 20 minutes it took the ambulance to get here felt like 100 years. It´s the worst 20 minutes in my life. My life stopped in these 20 minutes and I will never forget them.
I hope I never will experience that again, because you are the love of my life and I can live without you.
Teksten lyder sådan herJeg kan stadigvæk høre dit desperate skrig, huske det uhyggelig syn, der mødte mig, da jeg løb ind i kontoret . Der låg mit liv kærlighed på gulvet, med det hvide ude af øjnene og kramper i hele kroppen.
Jeg kan stadigvæk høre mit eget desperat skrig, da jeg kaldte på ham. Jeg kan stadigvæk mærke angsten i min krop, da jeg intet svar fik.
Jeg husker stadigvæk, hvordan panikken bredte sig i min krop, de få sekunder det tog at ringe 112.
Jeg kan stadigvæk høre, hvordan min stemme knækkede over, da jeg bad om en ambulance.
Jeg kan stadigvæk huske, det uhyggelig syn, da du låg der med kramper og fråde ud af munden og jeg intet kunne gøre, andet end at snakke med manden fra alarmcentralen og holde øje med at du trak vejret.
Jeg huske tydeligt hvordan jeg kælede din kind og snakkede sagte til dig. Jeg fik intet svar, men det hjalp på mine nerver.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kæmpede med at holde hunden væk fra dig, han kunne jo ikke forstå, hvorfor du bare låg der.
Jeg husker alle de tanker der løb igennem mit hoved mens jeg ventede på ambulancen. ”Var du ved at dø i mine arme? Hvad hvis Signe pludselig vågnede, hvad skulle jeg fortælle hende? Hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at leve uden dig?
Jeg glemmer aldrig det blik du havde i øjnene ,da du pludselig kigge på mig. Et blik fyldt med så meget rædsel, at jeg troede, du havde mistet forstanden.
Jeg husker tydeligt, hvordan de 20 minutter det tog ambulancen at komme frem, føltes som 100 år og de var de VÆRSTE 20 MINUTTER I MIT LIV.
I disse 20 minutter gik min verden i stå og jeg glemmer dem aldrig. Jeg håber, aldrig jeg nogensinde kommer til at opleve det igen, for du er mit livs kærlighed og jeg kan ikke leve uden dig.My husband is going to have the MR scan tomorrow and the EEG on friday. If we are lucky we got the result in 10 days.
Anders skal til MR scanning i morgen og EEG måling af hjerne på fredag og hvis vi er heldige ,så har vi et svar om 10 dage.Thanks for stopping by.
Tak fordi du kiggede forbi.
